Kære

Kære fjerpen
Jeg er en kvinde. Det gik op for mig dag. I lyset af min evne til at reflektere og et veludviklet syn, der burde kunne konstatere dette blot ved et blik på min nøgne krop, burde det nok ikke komme som en overraskelse. Men erkendelsen af, at jeg er en kvinde, ramte mig i dag. Jeg er ikke en pige, jeg er ikke et barn. Jovist, jeg har dage, hvor jeg foretrækker at ligge i fosterstilling og lade én bestemme over mig, alene fordi det vil gøre mig tryg, men det hører til de sjældnere, regredierende øjeblikke. Endnu kraftigere rammer erkendelsen mig, at jeg heller ikke har lyst til at være dette pigebarn.  

Jeg mødtes med en mand den anden dag, der i hvert fald ikke kunne tænke sig et 24/7-forhold, fordi han ønskede sig på ingen måder en uselvstændig, holdningsløs submissiv, der bare var en nikkedukke og gjorde alt, hvad han bad om. ”Amatør!,” kom jeg til at tænke. Jeg er en pæn pige, så jeg sagde det ikke højt. Engang kæmpede jeg så indædt mod min indre trang til underkastelsen ud fra forestillingen om, at det måtte klassificere mig som svag. Måske vidste jeg bare ikke bedre. Aldrig har jeg skulle være så stærk, som da jeg havde muligheden for at underkaste mig. Aldrig har jeg opbygget en større selvstændighed og holdning til verden omkring mig, som da jeg lærte at sætte mig på knæ.

Gennem det seneste år har jeg mistet ’evnen’ til at lade som om eller nøjes og bruge min underkastelse som en handelsvare. Jeg kender mit værd bedre end at lade hånt om én af de fineste egenskaber jeg besidder. Egenskaben til at give, tjene, hengive mig, dedikere mig, være ydmyg, omsorgsfuld, stærk og ikke mindst passe på mig selv som slavinde for at kunne tjene min Herre og mig selv bedst muligt. Min underkastelse er der ingen der fravrister mig eller tager fra mig. Selvom det strider imod min prosexfeministiske, til dels polyamorøse tendenser, ønsker jeg ikke længere bare at give mig selv eller min krop efter forgodtbefindende. Jeg er en stolt, ambitiøs, smilende, givende, krævende, empatisk, lærevillig kvinde og slavinde. Og selvom jeg sommetider bliver uanstændigt piget og blufærdig og rødmende på overfladen, så er vandene så dybe, at der skal mere til at ændre de indre, kraftige strømme.

Kvinden i mig taler. Hun fortæller om tider, der har været og tider, der vil komme. Længslen efter at hengive mig og sidde på knæ foran min Hersker er dyb og krævende og allestednærværende. Og nu indser jeg, at jeg ikke er et vildledt pigebarn, der skal gennes ind på sin plads, før jeg kan hengive mig. Jeg er en kvinde, som nok selv skal finde ind på sin plads, når der skabes et rum for mig at træde ind i. Og jeg skal hengive mig og dedikere mig, men ikke længere for at få en retning; den finder jeg selv.

Kærlig hilsen fjerpen

Forventning

Det er en frostklar søndag i januar med blå himmel og solskin. Jeg står på perronen, og vender ansigtet mod solen. Lukker øjnene og mærke dens varme på mit ansigt. Det er en stille kulde i dag, er slags åndeløst vintergisp, og jeg mærker at mine lår er kolde. Lydene omkring mig synes at følges ad i harmoni, og jeg tænker, at sådan må verden lyde, når alting er, som det skal være. En enkelt bil nede på vejen, duernes kurren, der minder mig om søvnige barndomssomre i Kulhuse, snakkende mennesker…Mit åndedræt materialiserer sig for øjnene af mig som små skyer af livgivende varme. Jeg skutter mig og lukker jakken tættere om min krop. Indenunder har jeg den røde kjole på, undertøj med blonder, selvsiddende strømper og de knælange støvler. Jeg mærker, at lysten indfinder sig; sommerfuglene i maven. Mine sanser skærpers; den let berusende selvbevidsthed og insisterende lyst fylder min krop med forventningens perlende brusen….

Perspektiver

I dag var jeg vidne til et mirakel. En kvinde fik fjernet flere blodpropper i hjernen ved hjælp af en lang sonde, som føres ind gennem lysken. Hele vejen derfra føres denne tynde, tynde sonde op gennem blodårerne, indtil synderen findes i de små, kringlede afkroge af hjernes kar. Jeg stod på afstand og fulgte med på en 6-facetteret skærm og kunne se, hvordan karrene lyste op for hvert pulsslag, hvor blodet pumpedes rundt. Det var lige til at blive religiøs af. Jeg stod med svedige håndflader og lod mig bemægtige og overmande af dette utænkelige indgreb, der foregik lige foran mig.

Jeg er en heldig pige. Jeg har meget at være glad for og taknemmelig for. Kontrasten er stor, for de sidste uger har jeg været ulykkelig og vred og gennemgået flere faser af mere eller mindre urimelige følelser. Det gode ved vreden er, at den har potentiale til at være produktiv. Når den ikke overtager, får den mig til at tænke klart. Jeg skal mobilisere al min styrke og intensiteten af dette morads af følelser i sådan en grad, at jeg kan og vil handle mig ud af det.
Det er gået op for mig, at noget er eller har været galt i mine relationer. Jeg har været for villig, for længselsfuld efter omsorg til, at jeg har kunne give afkald på den, selv når jeg holdes i en tilstand som ’emotionelt hungrende’. Ingen kan gøre mod én, som man ikke selv tillader. SÅ villig har jeg været, at jeg har ladet mig holde hen i et håb, selvom jeg måske tidligt burde have indset, at jeg aldrig ville kunne få lov at følge det til dørs. Og jeg føler mig holdt hen, selvom der aldrig har været en intention, men alligevel har jeg tilladt mig selv, at være on hold, venstrehåndsstyret submissiv.
Sommetider tænker jeg, at mit ’problem’ er, at jeg føler med for høj intensitet. Ting betyder noget for mig. Jeg lægger for meget i ting. Jeg værner om menneskene i mit liv, både fra fortiden og nutiden, og jeg kerer mig om dem. Meget er jeg taknemmelig for, for hver og én har lært mig noget, og INGEN har haft intentionen om at skade mig, behandle mig grænseløst, utrygt eller uempatisk. Det betyder ikke, at det ikke er sket.

Det sidste stykke tid har jeg kæmpet med selvværdet. Jeg har ikke følt mig værdifuld nok, submissiv nok, attraktiv nok til at få nogen til at holde af mig. Og det ved jeg godt ikke er sandt. Folk holder skam af mig. Men majoriteten af mine relationer spiller efter andre spilleregler end mig. De holder af mig…. Men ikke nok til at spørge mig til, hvordan jeg har det…. De vil gerne være der for mig…. Men ikke nok til at vise hensyn eller i det mindste værdigheden og respekten til at fortælle mig sandheden…. De vil gerne se mig…. Men ikke nok til at finde tid til det.
Fællesnævneren i mine relationer er mig. Jeg tror, jeg lader folk træde på mig. Jeg tror sommetider, at jeg ikke kender mit værd nok til, at andre kender det.
Normalt skriver jeg ikke denne slags indlæg. Men jeg følte behov for at lave en erklæring overfor mig selv; skære det ud i pap, om man så må sige. Det er sådan her, jeg føler mig; blottet, usikker, sårbar, fravalgt, ensom. Hvor emotionerne lever det vilde liv, må jeg bruge rationalet til at finde en ny måde leve på. Leve som den fjerpen, der har selvværdet; det har troen på, at hun nok skal få det, hun har brug for. Jeg skal have, hvad jeg skal have. Og jeg er færdig med at vente. Hvis bjerget ikke kommer til fjerpen, må fjerpen for fanden se at få vandrestøvlerne på.

Nytår

fjerpens forandring skabte jeg i 2014 med hensigten om at skabe et helle, et frirum, hvori jeg kunne skrive om de ting, der rørte sig i mig. Sandheden er, at jeg længe ikke har kunne skrive frit. Jeg er en behagesyg pleaser, der ikke har nogen at please. Jeg føler mig tom og trodsig og rodløs og ked af det, og efter megen overvejelse vedrørende bloggens eventuelle nedlæggelse, kom jeg frem til, at jeg ville trække en streg i sandet.

Mine tidligere skriverier findes nu her.

Sædvanligvis ville jeg på årets sidste dage lade eftertænksomhed og tilbageblik råde og gøre status over det forgangne år.
Det vil jeg ikke gøre for 2015. Har du læst med, vil du vide, at jeg har nået mange nye erkendelser og haft oplevelser, der har ført mig mod nye dybder og højder i min længselsfulde søgen efter at udleve mit submissive sind. Men i modsætning til min vanlige tendens til at dvæle ved ting, der er sket, vil jeg hellere fokusere på det, der skal ske.

* I 2016 vil jeg fortsætte med at træffe gode valg for mig selv, min krop og mit sind.

* Jeg vil leve som en egenomsorgsfuld, stærk, stolt submissiv kvinde i overenstemmelse med de værdier, der giver mening for mig.

* Mit liv er for kort til at bruge tid med mennesker, der ikke forstår værdien af min tid eller min underkastelse

* Livet som slavinde er drømmen, og de valg og beslutninger jeg træffer, skal bringe mig nærmere mit mål.

Godt nytår til dig

/fjerpen